Fredag kørte jeg til Odense med mit arbejde, Musik & Medieværkstedet, for at deltage i årets HGP, Handicap Grand Prix. Vi deltog med bandet Toni og de Lange Toner, og sangen Vi To, en sang om venskab, fred, at gå en tur sammen, at spise en bolle med ost.
Sidst jeg deltog i HGP var i 2015, hvor jeg var med Jeanette & Rødderne som kameramand. Denne gang filmede jeg det selvfølgelig også, men jeg var også på scenen, hvor jeg spillede congas.
Jeg havde forestillet mig at vi bare skulle køre derned, spille vores sang, høre alle de andre sange, feste lidt med vinderne, pakke sammen og så køre hjem igen. For selvfølgelig ville vi ikke vinde. Det er der jo altid andre, der gør. Men pludselig var vi i finalen, blandt tre finalister, der måtte op og spille deres sange én gang til. Og det var ikke gået publikum forbi, hvor vi kom fra. De gik og råbte “kom så de hvii’e”, og køen til vores specifikke stemmeboks var da også imponerende lang. Og sørme så, om ikke Frank Megabody proklamerede oppe fra scenen, at førstepladsen var vores. Så har man også prøvet det!
